E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
01 Mar 2012 00:11
URL
http://www.modmaalet.dk

Mod Målet var et evangelisk tidsskrift, der blev redigeret af cand.jur. Poul Madsen (21.1.1916 – 1.7.2009) fra april 1947 til marts 2009. Bladet hed oprindeligt ”Det Salige Håb” og udkom første gang i 1940. Poul Madsen overtog bladet efter prokurist Niels Sørensen, der grundlagde bladet. Poul Madsen ændrede navnet til ”Mod Målet”, inspireret af ordet ”Et gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus”. (Fil. 3, 13b-14)

Bladet blev udsendt gratis til dem, der ønskede det. I alle årene hvilede bladets økonomi alene på frivillige gaver.

Bladet havde mange læsere i de nordiske lande, men fandt også læsere udenfor Norden. Vi håber, at hjemmesiden gør bladets tidløse artikler tilgængelige for nye læsere og nye generationer.

Mod Målets læsere havde vidt forskellig kirkelig baggrund. Der var læsere med deres daglige gang i Folkekirken, Luthers Mission og i frikirkelige forsamlinger. Selv grundlagde Poul Madsen det evangeliske arbejde, der gik under betegnelsen Kristent Fællesskab. Hele Poul Madsens virke i ind- og udland havde det ene formål ”at åbne skrifterne”. Kristent Fællesskab var aldrig tænkt som en ny frikirke, men alene et åndsfællesskab åbent for kristne, uanset hvor de ellers havde deres tilknytning.

Vi vil løbende lægge artikler ud på hjemmesiden, i det omfang vi får konverteret dem til pdf-format. Ligeledes lægger vi prædikener og bibelundervisning ud i digitalt format i takt med, at vi får digitaliseret det materiale, vi har på bånd.

Ligeledes vil det være muligt at købe bøger og Poul Madsens ”Bibeloversigt” så længe lager haves.

Vi ønsker med denne side, at gøre et materiale, der har opbygget mange tilgængeligt for ”hiin enkelte”, fastholdende bladets formål ”at åbne skrifterne”.

Hvis Gud kan gøre alt, han ønsker at gøre, helt uafhængigt af vores bønner, så er der ingen grund til at bede, og så er ordene "komme dit rige", og "ske din vilje" tomme og indholdsløse bønner. Men sandheden er, at Gud venter på, at vi skal træde på banen og bede i overensstemmelse med hans vilje, for at han kan gøre det. Vi kan ikke udrette noget uden ham, men han vil ikke gøre noget uden os.
frit efter Chip Brogden